mandag den 24. januar 2011

Mod nye eventyr!

Så! Nu har jeg forsømt dette forum længe nok. Og jeg skammer mig da også lidt over det , især da jeg må antage, at jeg rent faktisk har nogle faste læsere idet min ”Antal besøgende” stadig stiger stille og roligt. Det kunne dog også være, at det blot er min far, mor og søster, der febrilsk tjekker siden et par gange om dagen i et spinkelt håb om, at jeg mod alle odds skulle have taget mig sammen og skrevet blogindlæg nummer 10. Jeg ved ikke helt, hvilket er mest sandsynligt… Mit problem med bloggen her har i lang tid nu været i stil med køkkenmagneten, som forhåbentligt stadig hænger hjemme i Frederiksholmsvej, der læser; ”At skovle sne mens det stadig sner, er som at rydde op mens børnene stadig vokser op.” Oversat til blog-sprog; hvorfor så skrive et blogindlæg når der sker noget vildt fedt i morgen, som man gerne lige vil have med? Nu er jeg så dog endt i et stort problem. For ligesom problemet med ikke at rydde op mens børnene vokser op er, at man pludseligt står men en kæææmpe oprydning, står jeg nu med et alt alt alt for stort muligt blogindlæg foran mig. Nu kunne jeg hidkalde utrolige kræfter, virkeligt tage mig sammen og efterligne Sarahs robotagtige evne til hver dag at skrive et mindre essay om de mest latterlige og ligegyldige ting, (bare rolig - hun læser ikke min blog) men det ser jeg ikke store chancer for sker. Det ville også være rart, hvis jeg kunne gå tilbage til gymnasietiden og hente min evne til at skrive en dansk stil til et 12-tal aftenen før deadline frem. Men ligesom for matematikken og fysikken må jeg antage, at det er en evne jeg ikke besidder mere uden genopfriskning, især da der ikke rigtigt er nogen deadline for blogindlæg. Men nu må jeg hellere komme i gang med at fortælle om Kina, for ellers ender dette indlæg netop som et af Sarahs. Og det ville jeg ikke bryde mig om.

Nu hvor jeg slap i midt december sidst, så ville det da være oplagt nu at starte med, hvordan vi fejrede julen i Kina. Jeg kunne fortælle om, hvordan jeg var vært for børnehavens store juleshow med alle forældrene som gæster, de mange imponerende danse- og kungfushows vi overværede, den fine middag med hele lærerstablen juleaftensdag eller hvordan vi selv prøvede at redde julen med en dansk julemiddag den 25. med hjælp fra vores daværende gæster, BR, Aske og Tine og hvor en stor og uforglemmelig succes det faktisk blev… Men det har Sarah nok allerede gjort med grufuldt mange detaljer, så det vil jeg undlade.

Jeg kunne også fortælle om en hyggelig 31. december, der dog på ingen måde kunne måle sig med en dansk nytårsaften. Med:
- En aften, hvor YouTube sørgede for både ”90 års fødselsdag” og nedtællingsur ved midnatstid.
- Et årsskifte, som blev fejret med noget rødt Asti lignende sodavandsdrik som butiksejeren insisterede på var champagne, og en nattehimmel, hvis eneste fyrværkeri var det 25-imponerende-skuds-batteri jeg havde købt for 70 kr.
- En nat som ligesom så mange andre nætter, jeg også ville kunne fortælle om, sluttede for mit vedkommende på KTV-bar med kinesiske og amerikanske venner og veninder, 12 kr per halvliter øl (bar pris – bare rolig det er slet ikke så dyrt i supermarkederne..) og en morgen med en mindre hovedpine. Men nej. Det har jeg heller ikke tænkt mig at kede jer med.

Herefter kunne jeg begynde at beskrive det fornemme bryllup vi var til, da vores ven Rain blev gift, og hvilke mærkelige ritualer og seancer hende og hendes mand skulle igennem, før hendes far kunne overdrage hende til brudgommen. Men især også her kan jeg kun forestille mig, at jeg vil komme Sarahs blog til kort. Så dette vil jeg også holde mig fra.

I stedet kan jeg fortælle kort om den fantastisk smukke én dags tur vi havde til Qingchenshan bjerget. (Udtales mere eller mindre som ”Tjing tjen shan” som virkeligt er en kliché lige i hjertet på de idéer, man havde om det kinesiske sprog før i tiden) Et bjerg, som hverken er specielt højt eller særligt langt fra Chengdu, men alligevel var belagt med det fineste tynde lag nyfaldet hvidt sne. Et bjerg så smukt med sine autentiske gamle hængebroer, snoede trapper af kinesisk arkitektur og store klippesten, der lå spredt i hvert eneste hulrum grundet det store jordskælv, der ramte Chengdu i år 2008 (og som tragisk nok dræbte 20 mennesker på netop dette bjerg, men det undlod vi at tænke på, som vi langsomt trin for trin bevægede os højere op). Nu har jeg altid tænkt på Århus som værende en storby, men når man har boet i Chengdu og er nød til at køre i 1,5 time i hvilken som helst retning for bare at komme bare lidt ud af industrien, er der intet bedre ind at indånde den klart tydeligere og renere luft fra et frodigt og blomstrende bjerg som Qingchenshan. Og som vi gik der, stort set uden andre mennesker - da vi var ude af turistsæsonen - kunne man ikke undgå at blive fuldstændigt betaget af den fantastiske kombination af grønne og hvide blade, utallige vandfald og vandløb og en smuk kinesisk pavillon i ny og næ. Fuldstændigt indhyllet i idyllen, hvor alle ens bekymringer pludseligt var langt borte og ens største problem var, at man var nød til at holde godt øje med, hvor man gik og derved gik glip af dele af udsigten.


Ovenfor fandt jeg mig lige et fint lille vandfald at bestige. Og da jeg efter et stykke tid havde provokeret de andre nok med sneboldkast, brød det hele pludseligt ud i en god gammeldags sneboldkamp på en fortryllende bjergskråning i Sichuan provinsen i Kina så smuk, at selv en dansk digter fra guldalderen ville have svært ved at beskrive det. Det var en god dag(!), men heller ikke noget jeg vil gå i detaljer med. Eller…

Nej, hvad jeg gerne vil fortælle om er børnehaven. Om et arbejde som er det hele værd, hver eneste gang man får et skævt kinesisk barnesmil tilbage i betaling. Og det gjorde da også tanken om, at der pludseligt kun var en måned tilbage i børnehaven, da vi trådte ind i januar helt ubærlig. Det fik da netop også Mads og jeg til at tænke. Danmark er sgu cool. Men Kina? Kina er fed! Vi trives her og ville egentlig ikke tilbage til Danmark lige foreløbigt. Nok har vi en hel måneds rundrejse i Kina foran os, men at skulle vende snuden med Århus derefter og ikke børnehaven var ikke noget, der faldt i god jord hos nogle af os. Så vi handlede og sendte en mail til vores leder. Og her kommer så bomben. Mads og jeg bliver i Kina i knap fire ekstra måneder (BOOM - Føl shockbølgen!) så nej vi kommer ikke hjem til marts, men i slut juni (og mor: jeg lover, at jeg nok skal komme hjem der!). Vi har lavet en deal med vores leder, hvor vi fra og med marts får en proper løn for at blive ved med at arbejde her. Vi har jo indtil videre arbejdet som frivillige, men vi kommer nu til at tjene gode penge. Handlen er netop kommet i hus i dag og det har faktisk været hovedgrunden til, at jeg har ventet så længe med dette indlæg. Jeg ville ikke røbe noget, før jeg vidste noget med sikkerhed. Men nu er den god nok. Vi forlænger vores seks måneders ophold i Kina til 10. Jeg vil lige sende en beklagende hilsen til de, der havde glædet sig til min hjemkomst til marts og især til min far, hvis fødselsdag er den dag jeg oprindeligt skulle have ankommet til Danmark på. Det beklager jeg, men jeg har det altså for godt her til at tage hjem. Hjem. Bare rolig. Det er stadig Danmark.

Nu sidder jeg ellers her på mit værelse lidt i 14, og har egentlig lidt travlt, da jeg også skal nå at have vasket gulvet, da Maria får gæster på besøg i dag og jeg forsømte oprydningen i går. Så jeg vil skynde mig at færdiggøre blogindlægget. Da jeg nok må indse, at jeg nok ikke får skrevet endnu et indlæg i januar, før vi tager af sted på vores rundrejse i Kina, vil jeg nu fortælle, hvad den kommer til at byde på. Vi har en hel måned at rejse i. Først tager vi til Beijing. Hvor vi er til det kinesiske nytår, som er aftenen til den 3. februar, og som jeg glæder mig utrolig meget til! I Beijing skal vi opleve alt, hvad der er at opleve. Det skal nok blive storslået. Herefter går turen til Xi’an, med blandt andet de berømte Terrakotta krigere og endnu et bjerg der skal bestiges. Dernæst drager vi væk fra det kolde nord og tager sydpå til den varme Yunnan provins. Her besøger vi både Kunming, Dali og Lijiang og skal helt sikkert nok opleve smuk natur sammenligneligt med Qingchanshan. Til sidst tager vi tilbage til Chengdu og mod Emei bjerget og Lashan buddhaen, som vi efter fem måneder i Chengdu forunderligt nok ikke har fået set. Første halvdel af rejsen vil vi foretage i fly, men derefter skal vi prøve kræfter med den kinesiske jernbane, hvilket jeg faktisk glæder mig en hel del til. Herefter vil datoen have ramt den 26. februar, og vi vil lige have nogle dage i Chengdu, hvor vi kan slappe af før Maria tager hjem til Danmark og Sarah rejser videre med sin mor. Men rejsen stopper ikke her for Mads’ og mit vedkommende, for vi skal have fornyet vores visa, og det kan man ikke gøre mens man er i Kina, så vi skal ud af landet. Nærmere sagt til Hong Kong. Så vi får lige en tre dages tur med alt betalt af skolen til Hong Kong, hvor vi kan få et nyt visum gyldigt til fire ekstra måneders lej i Kina. Så det bliver noget af en rejse, vi kommer ud for, og hvis den bare bliver halvt så god, som den ser ud på papir, bliver det en helt fantastisk oplevelse! Og selvom jeg godt kan mærke allerede nu, at jeg kommer til at fortryde der her på et senere tidspunkt, kan jeg godt love, at der vil komme nogle opfølgende blogindlæg om vores eventyr i Kina.

mandag den 13. december 2010

Kom jul kom sne kom gaver!

Så er det også pinligt lang tid siden jeg har fået opdateret bloggen. Det beklager jeg! Og dette er nu ikke engang, fordi der ikke sker noget i Kina - tværtimod.
Først og fremmest er det som i Danmark også i Kina blevet december, hvilket betyder jul og alt, hvad der hører med. Og selvom jeg havde forberedt mig på en kinesisk jul uden julepynt i nogen særlig grad, uden pebernødder og havregrynskugler, og at slippe for juleindkøb og stress og jag – sidstnævnte endda glædet mig til – måtte jeg tro om igen da de andre, (især pigerne) allerede i starten af november forvandlede vores fredfyldte halve times ventetid på Teacher’s office hver eftermiddag om til en hardcore julepynts produktionsstue, der på bedste samlebånds stil poppede det ene julehjerte ud efter det andet. Lidt ligesom supermarkederne i Danmark som starter julefesten lang tid før det giver den mindste mening, gik Maria ligeledes, lang tid før hun senere ville få organiseret julemandens private nissestue i Teacher’s office og Den glade Nissetrio (Mads, Sarah og Maria), selv i gang med produktionen af en guirlande som ville få Midgårdsormen til at få mindreværdskomplekser. Guirlanden var tilegnet hendes børnehaveklasse, men hun valgte dog (gudskelov) i sidste øjeblik at donere den til vores lejlighed i stedet…!
Og idet jeg ikke havde tildelt størstedelen af min fritid på juleklip, glemte at bære min nissehue under første omgang havregrynskugle lavning, (ja, der er blevet lavet havregrynskugler i flere omgange) hang et julehjerte op i rækken af 24 (én for hver dag) uden de andre overværede det og ikke følger med i bamses julekalender, som Sarah havde taget med fra Danmark, blev jeg tildelt titlen som Julegrinchen. Jeg kunne dog redde min ære, hvis jeg downloadede en bunke julemusik, Alene Hjemme julefilmen, tegnefilmen ”The Snowman” og alle 24 afsnit af ”The Julekalender”. Hvilket jeg så gjorde..
Så jul skal det nok blive i Kina – ikke fordi jeg har noget imod det, bestemt ikke! For meget af det gode var blot, hvad det var. Men selvom december måned indendørs ser ud som den ville i Danmark, er det helt anderledes udenfor. Dér er det stadig mellem 10 og 15 grader, ofte solskin og regn har vi ikke set i godt en måned. Så en anderledes jul skal vi nu nok få uanset hvad. Lige nu glæder jeg mig dog mest til, at vi får gæster den 20. december. Her kommer Mads’ kæreste Tine, vores ven Mads BR og hans ven Aske. Og de har lovet at tage blandt andet grødris med (!) så risengrøden og ris a la mande går vi heldigvis ikke glip af i år, og en form for julemiddag får vi da. Gæsterne skal bo hos os til d. 1. januar og når derfor både jul, Marias fødselsdag, Mads’ fødselsdag og nytår. Udover grødrisen glæder jeg mig især til at vise dem rundt i ”vores Kina”, og give dem noget for pengene.

Af nyt i børnehaven er, at Martha - Lolos mor (amerikanerne) - er taget hjem til Arizona. Hun var træt af Kina og gad det ikke mere. Hun er selv kommunist og havde håbet at kunne finde sig til rette i røde Kina når hun aldrig har kunnet i USA. Men det Kina hun mødte var mindst ligeså kapitalistisk som USA og ligeså marineblå, som den hue jeg for meget snart et halvt år siden tog på hovedet – utroligt så hurtigt som den tid er gået. Men Marthas fravær har også medført en del ændringer for os, egentlig mest mig. For det første var jeg den af os danske, der havde mest med dem (amerikanerne) at gøre og Martha – der som mig også er interesseret i astronomi - havde da også over flere omgange, og død seriøst, inviteret mig til at komme og bo hos dem i USA og studere på deres ganske udmærkede college i Tucson. Hvilket jeg faktisk godt kunne overveje.. Jeg snakkede endda i telefon med hende fra USA så sent som i går om netop dette. Men det er heldigvis først noget jeg skal tage stilling til om lang tid. Lige nu har jeg andre ting at vænne mig til, for eftersom Martha er taget hjem, skal nogle jo tage hendes børnehaveklasser. Jeg er derfor nu om morgenen i min normale ”Happy Class” og om eftermiddagen i ”New Class” som jeg egentlig er ret træt af, da alt i New Class netop er nyt og rodet. Det gode ved New Class er dog at børnene er 4-5 år og derfor også et stykke højere end min normale klasse. Dette medfører nemlig, at de fleste af dem ikke har den meget farlige og berygtede hoved-mod-skridt højde, som jeg har lidt meget under i Happy Class, og som har gjort mig halvparanoid, hver eneste gang jeg hører løbende børneskridt foran mig.
Af andet nyt i børnehaven har jeg hver tirsdag og torsdag nu også ”After school classes” ved 18-tiden, ligesom de andre har haft i et stykke tid. Dette er dog helt fint og giver en udemærket sum penge. Desværre er min yndlingslærer i Happy Class, Nancy, dog stoppet i børnehaven på grund af hendes graviditet. Hun var den engelsk talende af mine tre lærere, hun var hende, der havde ofret sine middagspauser på at undervise min i kinesisk, haft mig med på tehus for at lære mig at spille MahJong og hende som jeg har haft nogle gode snakke om kinesisk politik og mediedækning med. Hende kommer jeg til at savne… Men på trods af diverse ændringer i børnehaven og mine jule besatte medbeboere kan jeg dog uden problemer sagtens læne mig tilbage i stolen og nyde min plads og tilværelse i Kina!

onsdag den 17. november 2010

Om glæde og tilværelsen i børnehaven

Selvom det er svært at komme op ad sengen om morgenen, og længslerne om Danmark især melder sig i det kolde brusebad, hvor man i en forgæves kamp mod varmtvandsbeholderen overbeviser sig selv om, at hvis man blot venter bare lige lidt mere, så skal det varme vand nok komme, så forsvinder al søvnen i øjnene, længslerne virker kilometer langt borte, og en ny energi bliver på magisk vis pumpet ud i kroppen, så snart man træder ind af klasselokalets dør, og bliver mødt af det dejligste børnekor råbende: "GOOD MORNING ESEBEN!!"

For jeg nyder virkelig mine daglige 5-6 timer i børnehaven, og jeg kan også mærke, at de også nyder min tilstedeværelse - både børn og voksne. Alle dagligdagens rytmer og al dens arbejde har for længst også sat sig fast på rygraden, så der skal meget til at slå os ud af kurs. I dag var der for eksempel fem fint klædte repræsentanter fra en anden to sproget børnehave i Wenjiang samt min børnehaves ledere inde og overvære mit morgenprogram. Det hele blev filmet, der blev skrevet notater og stillet spørgsmål. Det havde åbenbart været lidt af en big deal for lærerne åndende lettet op da repræsentanterne gik igen, og skolelederen kom hen og sagde "Good job" til mig.

Selvom vi kun er tilknyttet én klasse alle dage i ugen bortset fra en enkel eftermiddag, hvor vi har "baby class" - hvilket er, hvad de kalder undervisningen for klasserne med 2-årige, begynder alle de andre børn fra børnehaven også at kende os. Lolos (amerikaneren)klasse er begyndt at kalde med "Aoteman" som er en japansk superhelt - jeg tror navnet stammer fra, at jeg leger væsentligt mere med børnene udenfor end Lolo gør (jeg leger også med hans børn) og legen er oftest den samme og ret simpel; Jeg er den store monster robot som jagter alle rundt omkring på legepladsen.
Jeg har fundet en video af Aoteman her; http://www.youtube.com/watch?v=5_Xi0342dcM og jeg tager det som et kompliment at havde fået dette navn tildelt. Det skal dog også siges, at nogle af hans børn kalder mig "October" så jeg ved ikke helt, hvor meget jeg skal lægge i det.. Men det er dog stadig langt bedre end, hvordan det går for Mads! Et af hans børn i baby-class er overbevist om, at Mads er en farlig trold(!), og hun nægter at spise sin mad, hvis han er i lokalet. Så Mads får altid tilligt fri fra baby-class når børnene skal spise. :)

Men lige udover dette eksempel om Mads klarer vi os, så vidt jeg kan orientere mig, glimrende i børnehaven. Jeg har desværre ikke så mange billeder af mine børn – jeg vil ellers så gerne dele. Og jeg har prøvet at uploade en video her til bloggen et par gange, men det er internettet vist ikke glad for, så i stedet har jeg uploadet den her: http://www.easy-share.com/1912996536/Dans.wmv så de, der kunne være interesserede, selv kan downloade den. Videoen er af mine børn der danser til kæmpehittet i Kina: ”I want nobody but you”. Jeg synes i hvert fald, at de er bedårende og jeg håber, at I kan følge mine tanker.